Klima og klimaændringer

Klimaændringer og Oechsle-rekorder

Årgang 2003 er en rekordårgang, det kan med sikkerhed konstateres nu, hvor Weingut Markus Molitor har målt 331 grader Oechsle i årgangens Riesling-druer. Og siden der stadig er druer, der skal høstes, er det muligt, at der lurer flere rekorder.
Samtidig med rekorderne har forskere fra Southern Oregon University analyseret data fra 27 af verdens vinregioner og konstateret en positiv sammenhæng mellem årgangens kvalitet (målt på Sothebys årgangsskala) og en temperaturstigning på 2 grader igennem de seneste 50 år. Deres undersøgelse peger også på, at det kan blive nødvendigt for enkelte regioner at finde alternative druer, idet temperaturen forventes at fortsat at ville stige.

Schmitges ved Mosel

I efteråret 2006 besøgte jeg Mosel og talte ved den lejlighed bl.a. med Andreas Schmitges, der fortalte, at han netop havde købt en mark i nabobyen, der ikke fik særlig meget sol. Formålet var at producere druer med mindre sukker/mere syre, som han - om nødvendigt - kunne bruge til at blande i de øvrige vine. Når almindelige vinbønder på den måde begynder at agere i forhold til klimaændringer bliver disse noget helt andet end blot akademiske diskussioner.

Wein Salon 2007

Hovedemnet for dette års besøg ved Wein Salon i Hamborg var klimaændringerne og deres betydning for vinproduktionen i Tyskland.

Hos Kallfelz, der hører til Tysklands mest anerkendte vinproducenter, understregede man betydningen af de store temperaturforskelle mellem dag og nat ved Mosel, der var medvirkende til at nedtone betydningen af stigende temparaturer. Derudover var det en udfordring, vinproducenten skulle arbejde med i kælderen.

Repræsentanterne for Weingut Rudolf Sinss påpeger, at årgang 2003 har vist, at der er en grænse, men at det problematiske er, at man ikke bare kan høste druerne før de er modne, fordi netop modenheden og en sen høst giver vinene de nødvendige smagsstoffer. At dette så - som i årgang 2003 med masser af varme, sol og for lidt vand - kan føre til vine med høj alkohol og manglende syre er noget det fleste producenter anerkender.

Judith Rossberg fra Weingut Fritz Allendorf fortæller,at man har forpagtet vinmarker med en beliggenhed højere end normalt for at benytte sig af det varmere klima. Endvidere eksperimenterer man med nye - eller rettere - oprindelige druesorter som rød Riesling, hvor druernes mere mørke skal er medvirkende til at beskytte den mod solens stråler. Derudover er det en udfordring, at høsten typisk skal foretages inden for en kortere periode, eksempelvis var man i 2006 nødt til at høste inden for 3½ uge, mod normalt 5-6 uger. Også Dirk Cannova fra topproducenten Robert Weil understreger, at fremtidens udfordring er at tidsrammen for vinhøsten bliver mindre og mindre.

Flere oplysninger

Klima & vin

Videnskabelig artikel på 5 sider fra 2003, der beskæftiger sig med sammenhængen mellem klima og vinens kvalitet. Noget teknisk, men meget spændende, alene grafen vedr. høsttidspunkt på Schloss Johannisberg i Rheingau fra 1784 til år 2000 er værd at se nærmere på.

Opdateret den 15. september 2007.